Uddrag fra bogen

”I fangenskab oplevede jeg en aften, hvordan det er, når Helvede er løs. En gennemgående transport havde været der og indsat nogle mennesker, som skulle sendes i KZ-lejre. Mennesker, som slet intet håb havde mere, nogle kriminelle, andre uskyldige mennesker, jøder. Disse mennesker blev grebet af dyb fortvivlelse en lørdag aften. Alle skreg. Du kan ikke forestille dig, hvordan det var. Et helt hus med bare celler, fulde af fortvivlelse, hvor alle skriger og slår mod vægge og døre. Vagterne blev nervøse og slog med revolverne i bordet, løb omkring og slog omkring sig.

Det er umuligt at beskrive. I denne situation faldt det mig ind: ”Jesus, han er her jo” Så sagde jeg stille, helt stille, i min celle ”Jesus! Jesus! Jesus!” Og på 3 minutter blev der stille. Forstår du: Jeg bad til ham. Det var der ingen mennesker, der hørte, kun ham, og dæmonerne måtte vige!

Da sang jeg, hvilket ellers var strenge forbudt, højt og tydeligt: ”Jesus min ven, mit hjertes glæde.” Alle fangerne hørte det. Fangevogterne sagde ikke et ord til, at jeg sang højt ”Lad uvejret rase, verden om mig skælve, Jesus er mig nær:”
Da forstod jeg noget af, hvad det betyder at have en levende frelser.”

Et andet citat fra bogen:

”Da jeg endnu var ung præst, skete der i Ruhr-distriktet noget skønt: Der var arrangeret et stort møde, hvor en højtstuderet mand i et to timer langt foredrag beviste, at der ikke fandtes nogen Gud. Han havde præsenteret hele sin lær¬dom. Salen var fuld af mennesker. Der blev ikke sparet på bifaldet: »Hurra, der findes ingen Gud. Vi kan gøre, som vi vil!«

Da taleren var færdig efter to timer, rejste arrangøren sig og sagde: »Nu er der åbent for diskussion. Hvis nogen har noget at sige, kan de melde sig.« Selvfølgelig var der ingen, der havde mod til det. Alle tænkte: »Sådan en lærd mand skal man ikke sige imod.« Der var helt sikkert meget, som ikke helt stemte, men hvem havde mod til at stille sig op på podiet, når der sad tusind mennesker og gav ham deres bifald?

Og dog! Én meldte sig. Bagest i salen gjorde en bed¬stemor tegn. Hun var en rigtig gammel bedstemor med en af de små sorte hatte, som der var så mange af i Ruhr-distriktet. Da hun meldte sig, sagde arrangøren: »Bedste, vil du sige noget?« »Ja,« svarede hun, »jeg vil sige noget!« »Så må du komme herop!« »Ja,« sagde hun, »bare rolig, jeg kommer.«

Det var en tapper kvinde! Bedstemor marcherede op foran på podiet, stillede sig ved talerstolen og begyndte:

»Hr. taler, nu har du i to timer talt om din vantro. Lad mig nu i fem minutter tale om min tro. Jeg må fortælle dig, hvad min Herre, min himmelske far, har gjort for mig. Ser du: Da jeg var en ung kone, forulykkede min mand ved en fest, og de bragte ham død hjem. Der stod jeg nu med mine tre små børn. Dengang var de sociale ordninger meget dårlige. Jeg kunne fortvivle, som jeg stod der ved min mands lig. Men ser du: Der begyndte Gud at trøste mig, som intet menneske kunne trøste. Det, mennesker sagde til mig, gik ind ad det ene øre og ud ad det andet. Men han, den levende Gud, trøstede mig. Og jeg sagde til ham: »Herre, nu må du være en far for mine børn!«

Det var gribende, som den gamle kone fortalte. »Ofte vidste jeg ikke om aftenen, hvor jeg skulle få penge fra til at mætte mine børn den næste dag. Da sagde jeg til min frelser: »Herre, du ved jo, hvor elendigt det er, hjælp du mig!«

Og så vender den gamle kone sig til taleren og siger: »Han har aldrig ladt mig i stikken. Aldrig! Jeg måtte gå igennem svære tider, men han lod mig aldrig i stikken. Og Gud har gjort endnu mere: Han har sendt sin Søn, Herren Jesus Kristus. Han er død for mig, er opstået og har renset mig med sit blod for alle mine synder!«

»Ja,« fortsatte hun, »nu er jeg en gammel kone. Jeg skal snart dø. Og ser du: Han har også givet mig et sik¬kert håb om det evige liv. Når jeg for sidste gang lukker mine øjne, så vågner jeg op i Himmelen, for jeg tilhører Jesus. Alt det har han gjort for mig. Og nu spørger jeg dig, hr. taler: Hvad har din vantro gjort for dig?«

Taleren rejser sig op, klapper den gamle bedstemor på skuldrene og siger: »A, sådan en gammel bedstemor som dig vil jeg da ikke tage troen fra. Det er jo kun godt for gamle mennesker at have noget, at tro på.«

Så skulle man have set den gamle bedstemor! Energisk fejede hun det væk og sagde: »Næ, næ, sådan kan du ikke komme af med mig! Jeg har stillet et spørgsmål, og du skal svare mig! Jeg har fortalt dig, hvad min Herre har gjort for mig. Og nu skal du sige mig: Hvad har din van¬tro gjort for dig?« — Stor forlegenhed! Denne bedstemor var en klog kvinde!”

 

 

 

.